Før du køber en test
Der er nogle få ting, som er gode for dig at vide, før du kaster dig ud i en DNA-test.
DNA og datasikkerhed
Nej, andre mennesker får ikke adgang til dit DNA; heller ikke politiet. Andre personer kan ikke lave en klon af dig, og de kan heller ikke se, hvilke sygdomme du er disponibel for. Det andre folk får af oplysninger om dit DNA er, hvis noget af deres DNA er identisk med noget af dit DNA. Lidt ligesom at få at vide, at første afsnit på side 19 i én bog har samme ordlyd som første afsnit på side 19 i en anden bog. Der fortælles blot, hvor der er noget, som er identisk, men ikke hvad indholdet af de identiske dele er. Læs mere om datasikkerhed her: DNA og datasikkerhed.
Etnicitet
Advarsel: Som dansker er det ganske almindeligt, at man har 40% af sit DNA, der ligner britisk eller nordvest-europæisk DNA, selvom alle ens forfædre er pære danske mange hundrede år bagud. Bliv ikke bekymret, hvis det også er tilfældet for dig. Læs mere her: DNA og etnicitet.
Ukendt far / udlagte barnefædre
Hvis du aldrig har kendt identiteten på din far eller morfar/farfar, kan en DNA-test være vejen til at finde svaret. Det kræver flid og tålmodighed, men hvis dét er formålet med din DNA-test, kan du læse mere om metoder til at spore dig ind på din ukendte slægt på denne side: DNA og ukendt familie.
DNA og slægtsforskning
En DNA-test er ikke en genvej til at få lavet en anetavle! Du får ikke automatisk en liste over dine forfædre, ved at lade dig DNA-teste! Men kender du i forvejen til dine aner 4 – 6 generationer bagud i tid, er DNA en naturlig forlængelse af din slægtsforskning. Med en DNA-test kan du finde ud af, hvilke af dine forfædres DNA, der lever videre i dig i dag, og tjekke om de udlagte barnefædre rent faktisk var børnenes fædre.
Du kan dog også risikere, at finde ud af, at grene af din slægt kun er din slægt på papiret, men ikke din biologiske slægt. I så fald er du heldig, for så bliver det hele pludselig ekstra spændende.
Herfra vil vi anbefale dig, at læse:
- Valg af DNA-test
- Du har fået resultaterne – hvad nu?
- Bekræft din slægt med anebanko
- Basisviden om DNA: Kromosomer og centimorgan
- Hjælpe-grupper på nettet
Send kommentar